Mejeriet
Mejeriet i Vejle etableredes i 1887 som et andelsmejeri baseret på mælke leverancer fra 754 køer, og er med tiden blevet ombygget flere gange. Af større omgange kan nævnes 1910, 1974 og 1998. I 1964 gik mejeriet sammen med 16 andre fynske mejerier og blev til Fyns mejeriselskab, hvor A/M Midtfyn Allested mejeri blev specialiseret i at producere oste.
I 1974 gik det så godt at man fordoblede produktionen fra 1.000 tons mælk til 2.000 tons pr. år. Man moderniserede mejeriet ved at installere 2 stk. 15.000 liters fuldautomatiske ostningstanke, et moderne saltningsanlæg, en ny kedel, ny selvrensende centrifuge og nye silotanke til den rå mælk. Tilbygningen, som skulle til for at få plads til alt det nye, var på 2080 kvadratmeter. I 1974 var der ansat 32 medarbejder plus ledelse. Mejeriet fik dengang mælk fra 300 landmænd. Den produktion der var på mejeriet i 70’erne blev afsat på eksportmarkederne, især Vesttyskland. I 1975 var Fyns Mejeriselskab blandt landets største eksportører af Esrom ost, og udgjorde 8 % af Danmarks samlede oste eksport. I 1989 bliver Fynsk mælk, som Fynsk Mejeriselskab og dermed A/M Midtfyn var en del af, opkøbt af mejeriselskabet Danmark M.D. I perioden der fulgte skete en masse ændringer ( sammenlægninger og overtagelser) indenfor landbrugets forarbejdningsindustri, således købte MD Foods sig ind i svenske Arla og koncernen kaldes nu Arla Foods. Der skete forsat stadig ændringer indenfor fødevareindustrien, og i slutningen af 1990’erne indstillede Arla Foods produktionen i Allested-Vejle, og mejeriet kom til at ligge øde hen. Det kom heldigvis ikke til at vare så længe, da Løgismose koncernen i 2001 købte mejeriet af Arla Foods. I dag bliver der produceret rygeost og diverse specialiteter, bl.a. blå-skimmelost baseret på faremælk. Løgismose mejeri, som det nu hedder, indgår i et familieaktieselskab, der også forhandler vin og delikatesse varer, både engros fra et stort lager på mejeriet, og detail fra en forretning i København. Derudover driver koncernen også den kendte restaurant Kong Hans og restaurant Nimb i Tivoli. Familien der star bag selskabet hedder Grønlykke, de ejer også Løgismose Slot. Fra 1955 og til 1998 var der 4 mejeribestyrere: Arne Poulsen, Willy Therkildsen, H.Å. Clausen og Iver Spåbæk. Når der blev søgt efter nye mejerister eller elever blev det annonceret i Mælketidende, og det var ikke altid nok at man kunne sit fag. Især Willy Therkildsen, som var meget sportsinteresseret, skrev ofte i annoncerne at de også meget gerne måtte kunne spille fodbold. Willy Therkildsen var far til den senere målmand på det danske landshold i fodbold, Mogens Therkildsen.